I religion arbejder vi med verdensreligionerne og vi undersøger religionernes oprindelse, historiske udvikling og indflydelse, og vi ser på religionernes nutidige skikkelser i et globalt perspektiv. Kristendom og islam er obligatoriske, men andre religioner som fx jødedom, buddhisme, kinesiske religioner og inuit-religion kan tilvælges, ligesom emner som etik og religionsfilosofi (fx religionskritik).
Du får indsigt i sammenhænge og spændingsfelter inden for de enkelte religioner, og vi ser også på, hvordan de religioner, vi arbejder med, både kan eksistere sammen og i konflikt med hinanden. Vi arbejder primært med tekster, men bruger også internettet, film, billeder og andet materiale. Når vi karakteriserer, analyserer og vurderer religiøse udtryk og problemstillinger, ser vi det både som tilhængerne vil gøre det (indefra) og som den kritiske, videnskabelige religionshistoriker vil gøre det (udefra).