Pædagogisk udgangspunkt og praksis

Vordingborg Gymnasium & HF’s pædagogiske udgangspunkt og praksis er baseret på gymnasiets ambition og værdier, samt de love og bekendtgørelser, der vedrører uddannelserne STX og HF.

Eleverne er organiseret i klasser og til hver klasse er knyttet et studieretningsteam (STX) og et klasseteam (HF). To af lærerne fungerer som klasselærere og varetager opgaver vedrørende klassens samlede forløb, klasseledelse og elevernes trivsel herunder at målrette undervisningen klassens behov. Således arbejder temaet også med at tydeliggøre en profil for de enkelte studieretningsklasser og HF-klasser. Teamsamarbejdet skal derudover sikre systematisk videndeling og sparring blandt lærerne, så gode faglige og pædagogiske erfaringer kan videregives.

I undervisningen vægtes lærerens metodefrihed højt, og der er fokus på en høj grad af elevinddragelse både i den enkelte lektion, men også i valg af emner indenfor de rammer, der er udstukket i læreplanerne. Lærerne arbejder løbende med et aktionslæringsprojekter knyttet til undervisningen i klasseteams eller fag, og disse projekter bidrager til udvikling af didaktik f.eks. arbejdsformer og klasseledelse.

Undervisningen evalueres jævnfør skolens kvalitetssystem, og alle større forløb evalueres på de enkelte hold. Formen kan variere fra gang til gang, og evalueringerne foregår mellem lærer og hold. Derudover gennemføres den årlige trivselsundersøgelse.

Én gang om året evalueres undervisningen skriftligt og anonymt på alle hold. Resultatet af evalueringen drøftes med klassen/holdet og gøres kendt for nærmeste personaleleder. Evalueringen kan gøres til genstand for dialog under medarbejderudviklingssamtalen (MUS).

Ledelsen overværer desuden undervisning hos alle lærere én gang om året, som led i den årlige medarbejderudviklingssamtale (MUS).

Nyheder

Se sidste nyt fra Vordingborg Gymnasium & HF her